I den nuværende situation, er det meget vigtigt, at Egypten i det retslige efterspil mod det gamle regime, som man allerede nu ser de første skridt til, for alvor beslutter sig til at benytte de internationale konventioner.
Her i begyndelsen af det nye år sad jeg og var i færd med at færdigredigere en antologi om korruption i Egypten, da jeg blev indhentet af den seneste tids begivenheder.
Antologien, som nu er ved at blive omredigeret, bygger på et samarbejde mellem Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut (DEDI) og tænketanken ACPSS på Al-Ahram, det store Egyptiske dagblad. Alle bidrag på nær mit er udarbejdet af lokale eksperter.
Anledningen til samarbejdet mellem de to institutioner er, at der bag facaderne i det »gamle« Egypten har været en betydelig diskussion om, hvad man kunne gøre mod den omfattende korruption, og især hvorledes Egypten efterlever de internationale antikorruptionskonventioner, som man er tilsluttet.
Lad det være sagt med det samme, der er et stykke vej, før Egypten lever op til konventionernes krav, f.eks. om vidnebeskyttelse eller fri adgang til information. Men det er nu en opgave, som en ny regering må tage på sig. Hvad der måske er meget mere vigtigt i den nuværende situation, er, at Egypten i det retslige efterspil mod det gamle regime, som man allerede nu ser de første skridt til, for alvor får brug for de internationale konventioner.
Sagt på en anden måde, den hjælp, som Egypten nu kan påkalde sig fra det internationale samfund, er reguleret i en række internationale konventioner, først og fremmest FNs Anti-korruptions Konvention.
Der er især to elementer, som bliver afgørende:
For det første er der hele spørgsmålet om at identificere og tilbageføre de enorme pengesummer, som bl.a. Murabak-familien har ført ud af Egypten. Mubarak-familien regnes for en af de rigeste familier i verden, og selv om man nok ikke finder alle pengene, så er der god grund til at antage, at en del er sat ind i f.eks. europæiske banker.
I modsætning til tidligere – hvor f.eks. filippinernes diktator Marcos kunne føre enorme summer ud af Filippinerne – så er de lande, hvor modtagebankerne er hjemmehørende, nu forpligtet til at medvirke til at opspore og overføre stjålne midler, f.eks. til Egypten. Egypten og Tunis vil faktisk være de første eksempler på, om det samarbejde, som er forudset i konventionerne, nu også fungerer. Med mit kendskab til den danske banksektor, er det nok ikke særligt sandsynligt, at sagen får en aflægger i Danmark.
Men hvad der måske kan blive en sag i Danmark, er det forhold, at konventionerne nu pålægger f.eks. Danmark at retsforfølge personer og virksomheder, som måtte have bestukket sig til regeringsordrer i Egypten. En lille forsmag på, hvad der kan være i vente, udspiller sig i dag i Tunis.
Det viser sig, at den tidligere præsident Ben Ali krævede, at vestlige firmaer, som solgte til den kinesiske regering, enten skulle betale en vis procentdel i returkommission, eller at hans familier skulle have sæde i en eventuel bestyrelse. Begge forhold var efter tunesisk lov ulovlige på det tidspunkt, hvor kontrakterne blev indgået, men ingen regnede naturligvis med, at det nogensinde kunne blive et problem.
Men nu er sagerne begyndt at komme frem, og næste skridt vil utvivlsomt være, at Egypten retter henvendelse til en række vestlige regeringer med en anmodning om assistance til videre retsforfølgelse.
Med hjemmel i en FN-konvention, som Egypten havde store problemer med at tiltræde.
Dagens Synspunkt er skrevet af Jens Berthelsen, partner i Global Advice Network
